Alan Parsons-projektet - I Robot MFSL 2-455

En demonstrationsdisk for tiderne: Ubesmittede diskanter og -bunde, suveræn rummelighed, gennemsigtighed, 3D-billeddannelse, bredere grooves på systemtest-pressing. Audiofile behøver ingen introduktion til Alan Parsons Projects I Robot. Albummet fra 1977, der blev konstrueret af Parsons efter at han udførte de samme opgaver på Pink Floyds Dark Side of the Moon, hersker som en disk, hvis stramme bas, sprøde diskanter, rene produktion og tilsyneladende ubegrænsede dynamiske område kun matches af den sensationelle prog-rock, der anføres af keyboardspilleren. Masteret fra de originale masterbånd og presset ved RTI, og med det luksuriøse groove-rum fra en 45-rpm LP, vækkes I Robot til live som aldrig før på denne nummererede genudgivelse. Med upåklagelige diskant- og lavfrekvenser, generøs rummelighed og gennemsigtighed, der tager dig med ind i studiet med Parsons og kreativ partner Eric Woolfson på Abbey Road, er denne superrene udgave blevet kærligt restaureret af Mobile Fidelitys ingeniører med det formål at demonstrere alle mulighederne i verdens bedste stereosystemer. Kort sagt er der mere musik, mere information, flere detaljer, flere nuancer, mere af alt. Nyd referenceklasse-lydscener, fordybende jævnhed, eftertragtet instrumental adskillelse, tredimensionel billeddannelse og fuldendte tonebalancer. Det analoge mesterværk, der kan afspilles ved høje lydstyrker uden kompromis eller træthed, er en demonstrationsplade for evigheden – et album, der ikke længere laves. Langvarige fans kan endelig være sikre på, at de ikke behøver at bruge hundredvis af dollars på ældre pladeindspilninger. Det er netop derfor, du ejer og investerer i high-end lydudstyr. Inspireret af og løst baseret på Isaac Asimov-historierne af samme navn, dykker I Robot ned i temaer som kunstig intelligens og teknologisk dominans, der gør pladen stadig mere relevant i det 21. århundrede. Parsons' højdepunktsskabelse faldt faktisk i et med Star Wars' fremmarch, som i sig selv oplever en genfødsel i en tidsalder med selvkørende biler, smarte enheder og tankeløs automatisering. Tekstmæssigt sætter sange som "The Voice" spørgsmålstegn ved menneskelig adfærd – og deres forhold til den stigende robotiske overherredømme – i hverdagen. Lyrisk afspejler Parsons den tilhørende paranoia, dikotomi og transformation via skiftende sci-fi-arrangementer gennemsyret af drama og lunefuldhed. I Robots fængslende melodier fortsætter også med at fascinere på grund af deres perfektionisme og innovation. Parsons låner fra Pink Floyds strategier og bruger en loopet sekvens på titelnummeret til at skabe nye downbeats. "Some Other Time" anvender to forskellige forsangere og giver alligevel illusionen af, at kun én er involveret. Fængslende strygere, en piccolotrompet og ægte pibeorgel-ynde "Don't Let It Show". Oprindelsen til "Nucleus" stammer fra en unik analog keyboard-blanding kaldet "Projectron", udtænkt af Parsons og elektronikingeniør Keith Johnson. Andrew Powells orkester- og korarrangementer fuldender det hele, hvor "Total Eclipse" ankommer som et passende skræmmende nummer, der varsler det klimaksiske "Genesis Ch. 1 V. 32". Følg os på Instagram @Thevinylgram