Alvvays - Alvvays (Blå & Klar Vinyl) 10-års jubilæumsudgave

I februar 2024, lige før tiårsdagen for Alvvays' selvbetitlede debut, nåede dens anden sang og single, "Archie, Marry Me", en sjælden grænse for vores streamingalder – hundrede millioner lytninger via en enkelt platform. For verdens største popstjerner er det en gennemsnitlig præstation, men for et nystartet indierockband, der dengang skrev i en bagvejsboende på en canadisk ø, repræsenterede det et svimlende bevis på forbindelse og udbredt resonans. Det giver trods alt mening: "Archie, Marry Me" er et blødt stikkende, spidst morsomt portræt af en almindelig ungdomsdilemma – at gifte sig eller ikke at gifte sig, at involvere staten og muligheden for økonomisk ruin, når man allerede er tynget af studielån og bare prøver at overleve. Den er øjeblikkeligt relaterbar og en hymne om foreskrevne sociale forventninger og om at nyde, om end uforpligtende, udstødt status.

Nu remasteret og genudgivet med den dybtskårne "Underneath Us" for at markere et glorværdigt årti med udtryksløs jangle, føles det sådan fra ende til anden - bogstaveligt talt, fra den indledende stalking-you-with-love-hymne "Adult Diversion" til den kedsommelige eskapisme i sci-fi-close-albummet "Red Planet". På lidt over 30 minutter giver Alvvays os en sang om at elske nogen til døden ("Next of Kin"), hvordan det at holde hemmeligheder vil ødelægge det, du tror, ​​du vil have ("The Agency Group"), og endnu en skarp sang om de samfundsmæssige krav fra kærlighed og ægteskab ("Atop a Cake"). Da Molly Rankin, Alec O'Hanley, Kerri MacLellan og Brian Murphy indspillede disse sange med Chad VanGaalen i 2013, længe før de havde en pladekontrakt, var de faktisk unge voksne, der forsøgte at finde ud af disse trængende udfordringer for sig selv. Igen, disse problemer ældes ikke; nogle af os er bare heldige nok til at ældes fra dem.  Lidt af dette ville betyde noget, hvis ikke sangene i sig selv holdt ved, hvis melodierne ikke var lige så tidløse som emnerne. Men spændingen mellem Alvvays' glimmer og snap og Rankins bevidst morsomme fremførelse forbinder disse numre med et strålende og dybt rockkontinuum, fra C86's glorier og Athens triumfer i 80'erne til keltisk folks egen magnetiske åbenhjertighed. Hver af disse sange rammer adskillige hooks hver: den glitrende trommemaskine-drift i "Dives", den støjfyldte svaj i "The Agency Group", og selvfølgelig den halvt generte og halvt selvsikre ægteskabelige bøn i "Archie, Marry Me" og det perlemorsagtige guitarslik. For ti år siden eller ti år fra nu, er her ti sange at smide i lommen og trække frem, når verdens beslutninger synes at hvirvle rundt som de guitarer, der former dem.