Armand Hammer & Alkymisten - Haram

Når man ser tilbage mere end fire år senere på Haram, er det lettere at se skoven for bare træer. Dengang faldt meget af opmærksomheden på, hvordan denne outsider-duo ville klare sig under de klare lys - hvilket var fair nok, Armand Hammer havde aldrig lavet en eneste producerplade før - og her arbejdede de med en levende legende. Nu, med lidt afstand, er det lettere at se, hvordan Alchemist trådte ud af sin komfortzone for at møde dem, hvor de var, og hvordan alle tre kunstnere derefter stak af til ukendte steder. Flashbulb-energien i "Bring The Stars Out", den asymmetriske drone i "Chicharrones", fuga-bouncen i "God's Feet", og held og lykke med at finde analoger til "Peppertree" eller "Stonefruit". Haram lyder ikke som noget andet i ALC-diskografien, og heller ikke i Armand Hammers for den sags skyld. Haram var et one-shot kill, der på en eller anden måde indeholdt noget af det mest tilgængelige værk, ELUCID og Billy Woods nogensinde havde lavet, såvel som noget af deres mest eksperimentelle, og det hele lød sammenhængende. Det siger sig selv, at de ikke gjorde dette alene; KAYANAs gyldne stemme øger wattstyrken på "Black Sunlight", mens Fieldeds sensuelle alt bliver hakket og skruet på "Aubergine". Earl Sweatshirts cameo på det solbeskinnede "Falling Out the Sky" er allerede en klassiker. Curly Castro, Amani og Quelle Chris skruer alle op for varmen, når de bliver bedt om det. Men da vi taler om tilbageblik her, er sagen ved Haram ikke, at det stadig lyder lige så godt, som det gjorde, da det udkom. Det fantastiske er, at det faktisk lyder endnu bedre, end det gjorde dengang. Du behøver heller ikke at tage vores ord for det, kør det op én gang, med lyset dæmpet og noget på is, se om det ikke tager dig et nyt sted hen igen.