Baby Rose & BADBADNOTGOOD - Slow Burn (Klar Vinyl)

Mindre end et år efter albummet Through and Through vender Baby Rose tilbage med Slow Burn, en samling sange, der eksploderer hendes lydpalet fra progressiv R&B til en råere, rigere og mere vidtstrakt amerikansk musik. Her hævder Rose sig ikke blot som en vokalist, der kun opleves én gang i ti liv, men også som en formidabel sangskriver, der forbinder punkterne, hvor Muscle Shoals møder psych, psych møder jazz, jazz møder Americana, og de rigtige musikere bringer det hele sammen. Produceret af BADBADNOTGOOD fandt Rose og bandet en øjeblikkelig, men tilsyneladende uendelig kilde til inspiration; det, der startede som en introduktion, blev til en dag, blev til en sang, blev til en nat, blev til Slow Burn.

Baby Rose var allerede en stærk positionsspiller - hun kan dele scenen med Robert Glasper uden at svede hårdt eller afslutte en episk film som Creed III, hvor hun fremførte den afsluttende sang med rulleteksten, med stålfast selvtillid. Da Rose første gang mødtes med BADBADNOTGOOD, var ideen at sige hej, lære hinanden at kende og se, hvad et samarbejde potentielt kunne blive til med tiden. Men forbindelsen var øjeblikkelig, og sammen indgav de leadsinglen "One Last Dance" i netop det første møde. Det var Roses første freestyle-vokal, og den satte afgørende dele af hendes vision i fokus. "Jeg har dybt inde vidst, at der var nye rum og lyde, som jeg kunne nå," forklarer Rose. "Jeg har altid været interesseret i forskellige lyde, der bringer de råere teksturer ind." Så selvom hastigheden af ​​deres samarbejde begejstrede og overraskede Rose, gjorde potentialet og slutresultaterne det ikke. "Vi bevægede os hurtigt," siger hun, "og det var virkelig en vandhane. Da vi først fik 'One Last Dance', blev det klart, at alt ville flyde."  Sangene på Slow Burn var delvist inspireret af Roses oplevelser med at køre mellem familiens hjem: støjen og kaoset i DC og det stille landskab i Carolina. Rose satte musikken på og lod sine tanker drive, hvilket gav plads til de interne monologer og forestillede dialoger, man ellers ikke ville turde høre. Der er en drømmeagtighed i de øjeblikke, og de ulmer på Slow Burn: minder mister deres virkelighed, følelser erstatter begivenheder. Slow Burns titelnummer sætter for eksempel bløde, slentrende trommer op mod Roses lyriske gentagelser, mens hun sporer disse erindringer - nogle liv, nogle følte - med tålmodigt, insisterende begær.  Den iøjnefaldende "One Last Dance" ankommer forklædt som en kærlighedssang, men er faktisk en ode til et tabt venskab og en forestillet drøm om endnu en dag ligesom i gamle dage. Virkeligheden slører sig med følelse igen, vokalen blandes med vuggevise, og BADBADNOTGOODs bassist Chester Hansen bringer den drømmeagtige kvalitet til en lusket, forsigtig, men kærlig undertone. Faktisk har de fleste af sangene på Slow Burn den snigende, skyggefulde fornemmelse, som om de ankommer på tæer: intimt, men lidt farligt, ømt, men lidt mystisk.  Så komplet og fængslende et værk som dette er, peger Slow Burn på en større, højere opstigning i Baby Roses fremtid. "Jeg føler mig grænseløs," siger Rose. "Det er én ting at bære vægten af ​​de følelser, jeg vil bringe som vokalist og tekstforfatter, men nu føler jeg, at jeg er hovedet på en krop med alle disse spillere og kunstnere og andre lemmer. Jeg er forelsket i den proces. Når du har den rigtige energi og den rigtige synergi," siger hun, "er alt, hvad der er tilbage, at stole på dig selv."