Band of Horses - Uendelige Arme

Med en ny besætning, en temmelig løs definition af Americana og finansiering fra et stort pladeselskab er Band of Horses' tredje album banebrydende. Det, der startede som et partnerskab mellem Ben Bridwell og Mat Brooke, er siden blomstret op til et femmands band, hvor Bridwell fungerer som det eneste bindeled mellem gruppens debut fra 2006, Everything All the Time, og nutiden. Det er derfor kun naturligt, at Infinite Arms lyder helt anderledes end de albums, der kom før det, som begge blandede guitardrevet rock med støvet, klirrende folk. Der er stadig masser af folk at finde her, og Band of Horses hamrer sig igennem "Compliments" som en indrømmelse til deres rockfans. Infinite Arms er dog et album, der er på grænsen til pop, klædt i flannel og ansigtshår for at skjule det faktum, at disse melodier, med få undtagelser, er de sødeste i gruppens karriere. Der er masser af harmonier, inklusive tykke, Sacred Harp-lignende treklange, der forstærker Bridwells vokal, samtidig med at de trækker paralleller til Fleet Foxes og Beach Boys. Til tider er det svært at adskille Band of Horses fra deres inspirationskilder; "Blue Beard", selvom den er direkte smuk, henter sine vers fra Brian Wilson fra Smile-æraen og sin bridge fra Starland Vocal Band, og "Older" lyder som den country-rock-single, Gram Parsons aldrig skrev. Men albummets villighed til at sample fra så mange forskellige genrer -- roots, soft rock, alt.country, powerpop, indie folk -- får det til at lyde som intet andet i 2010, og Band of Horses forbinder prikkerne ved at kombinere alt med kløftværdig rumklang og filmiske guitarer. For dem, der lader det synke ind, kunne Infinite Arms være en kandidat til årets bedste sommeralbum, for ikke at nævne bandets mest sammenhængende plade til dato. ~ Andrew Leahey