Bjørk - Vulnicura

Björk er aldrig typen, der gør tingene genert, og med Vulnicura leverer hun et album om et brud, der ikke bare udtrykker sorg – det fordyber lytterne i den totale ødelæggelse af hjertesorg. Med udgangspunkt i albumcoverets sår/vulva-billeder udforsker hun den tæt forbundne følelsesmæssige og fysiske smerte, som afslutningen på et forhold medfører, med en intensitet, der har manglet i hendes musik alt for længe. Lige så kyndigt som hun formidlede følelser og koncepter på Medölla, Volta og især Biophilia, er det en inspirerende påmindelse om, hvor god hun er til det, at høre hende synge direkte om sine følelser. For første gang i lang tid føles den konceptuelle ramme for et Björk-album, som om den tjener de følelser, hun har brug for at udtrykke, og mens hun sporer før, under og efter et brud, forbinder hun Vulnicura med de mest følelsesmæssigt bare dele af sin diskografi. Den klareste forbindelse er til Homogenics elektro-orkestrale drama, som hun opdaterer på "Stonemilker". Måden Björk synger "emotionelle behov" på, afspejler "Joga"s "følelsesmæssige landskaber" og forbereder lytterne på den undtagelsestilstand, hun er ved at kaste sine lyttere ud i. På "History of Touches" vender hun den dæmpede intimitet fra Vespertine (albummet, der fejrede begyndelsen på hendes forhold til kunstneren Matthew Barney, ligesom dette album kronikerer dets afslutning) på hovedet med hakkende synth-strenge, der formidler den brudte sensualitet ved at være fysisk tæt og følelsesmæssigt adskilte verdener. Vulnicuras sange er dog ofte længere og mere dekonstruerede end nogen af ​​disse albums, og involveringen af ​​co-producerne Arca og Haxan Cloak (som også håndterede det meste af mixningen) sikrer, at dette er noget af Björks mørkeste musik til dato. "Lionsong" indfanger brillant den kvalmende angst i et usikkert forhold, hvor dens skæve harmonier og vaklende strygere fremkalder et højrisikospil af "han elsker mig, han elsker mig ikke". Selvom Björk kravler ud af afgrunden på albummets sidste tredjedel, som kulminerer med den relativt håbefulde "Quicksand", er den pinefulde midtersektion Vulnicuras kronpræstation og smeltedigel. Den ti minutter lange "Black Lake" giver Björk plads til at lade alting opløses, og mens strygerne dronerne og beatsene tårner sig op og vælter, destillerer hendes ligefremme tekst ("You have nothing to give/Your heart is hollow") perfekt de øjeblikke af udrensning og klarhed, der til sidst peger vejen ud af hjertesorgen. Her og på "Family", hvor Haxan Cloaks klaustrofobiske produktion gør Björks angst (den måde, hun synger "sorg" på, indeholder mangfoldighed) endnu mere rystende, er renheden i hendes udtryk både yderst personlig og universel. Vulnicura hylder sin smerte og den nødvendige vej gennem og væk fra tab med noget af sin modigste, mest udfordrende og mest engagerende musik. ~ Heather Phares