Bob Dylan - Oh Mercy MFSL 2-488

Masteret på Mobile Fidelitys verdenskendte masteringssystem, begrænset til 4.000 eksemplarer og presset hos RTI. Så snart Bob Dylans Oh Mercy blev udgivet, blev det med rette betragtet som en slående tilbagevenden til gamle standarder. Albummet fra 1989 vandt også anerkendelse for sangerens beslutning om at parre sig med den visionære producer Daniel Lanois, hvis soniske vejledning trækker levende farver, nuancer og varme frem fra sangene – samtidig med at det tilføjer betydelig atmosfære, effekt og kontekst. Fjernet fra omstændighederne ved sin oprindelige udgivelse har Oh Mercy formået både at retfærdiggøre og overgå en sådan ros. Som tiden går, bliver pladen kun bedre, med sin knivskarpe sangskrivning og atmosfæriske lydlandskaber, der eskalerer til legendariske proportioner via Mobile Fidelitys definitive analoge genudgivelse. Masteret på Mobile Fidelitys verdenskendte masteringssystem, presset hos RTI og begrænset til 4.000 nummererede eksemplarer, får Oh Mercy nu filmiske kvaliteter, der er Lanois' produktion og Dylans optrædener værdige. Musikken, der for første gang er tilgængelig på audiofil vinyl, drager fordel af en rummelighed, tonalitet og surrealisme, som ingen tidligere udgave tilbyder. Det ekstra groove-rum giver også tilsyneladende hver tone sin egen fysiske dimension, hvorved Oh Mercy samtidig fordyber og omgiver dig. Dens klarhed, dynamik og udstrækning når også nye højder overalt – hvad enten det er den dybe tone på den spirituelt indstillede "Ring Them Bells" eller en kombination af guitar-akkord-diskant og klaver-decay på "Disease of Conceit". Oh Mercy opnår en sammenhængskraft og rigdom, der mangler i Dylans andre 80'er-indspilninger, og skiller sig yderligere ud for sin umiddelbarhed på gulvet og nuancerede behandlinger. Væk er de glatte, forarbejdede syntetiske baggrunde med "skulderpuder", som Dylan brugte på den foregående Empire Burlesque. Ved at låne fra tilgange, han brugte på U2's The Joshua Tree, tjener Lanois snarere end at tilsløre Dylans intentioner – han forstærker aktualiteten af ​​​​spidskommen musik som "Political World" og oplader yderligere de selvtvivlende følelser i spørgende kompositioner som "What Good Am I?". Trods al Lanois' magi er det umuligt at overse genialiteten i Dylans tekster – eller klangfarven og engagementet i hans sang. Mange numre på Oh Mercy er blevet live-favoritter og fanfavoritter, og med meget god grund. Den sumpede, perkussive-augmenterede "Everything Is Broken" viser Dylan, når han er mest ligefrem og beskrivende, med den metaforiske og direkte beretning om fremmedgørelse, tab og kaos, der kan anvendes på et hvilket som helst antal epoker, situationer eller regimer. Mystik, voodoo og varsler fylder "Man in the Long Black Coat", udpeget af Lanois med passende uhyggelige virkemidler og designet af dens arkitekt til at "angribe dine mest sårbare punkter". Sårbarhed præger anden halvdel af Oh Mercy, hvad enten det er på den ulykkelige bid af "What Was It You Wanted" eller den blide, hjerteskærende tilbagebliksballade "Shooting Star". I forlængelse heraf afklæder Dylan sig alle forsvarsmekanismer på den romantiske, omend dystre "Most of the Time", der er blandt ikonets rørende kreationer og indfanger de minder, der hjemsøger eftervirkningerne af et opløst forhold med en åbenhed, gennemsigtighed og selverkendelse, som få kunstnere ville turde at give på bånd. Samtaler om, hvordan Oh Mercy klarer sig i forhold til Dylans klassiske output fra 1960'erne, fortsætter den dag i dag og er, hvis noget, blevet dybere og mere involverede på grund af pladens stadigt voksende styrker. At adskillige outtakes – blandt andet "Series of Dreams", "Dignity" og "Born in Time" – landede på efterfølgende Dylan-plader og er elsket af fans, vidner om Oh Mercys vedvarende magnetisme og kraft. Følg os på Instagram @rollinrecs