Bright Eyes - Børnebord (12" EP)

Sid ved børnebordet. Gå til skoleballet. Prøv en ny SSRI. Ødelæg et vægmaleri. Vend madrassen. Hjælp en fugl. Dissociér. Sidste ferie. Disse skelsættende begivenheder er indskrevet på det brætspilsinspirerede cover til den nye Bright Eyes EP, Kids Table. Og deri ligger clair-obscuroen i Bright Eyes' musik, der konstant vakler mellem useriøs optimisme og pragmatisk fortvivlelse. Efter bandets viscerale og hook-fyldte Five Dice, All Threes fra 2024, eksisterer den nye EP som både en partner-in-crime til det album og en selvstændig verden helt i sig selv. Selvom mange af disse nye sange opstod fra de samme indspilningssessioner i Omahas ARC Studios som Five Dice, passede de ikke alle helt ind i den præcise sammenhæng på det album. Så det var altid planen for Conor Oberst, Mike Mogis og Nate Walcott at finde en anden plads til disse outsidere ved det velkendte børnebord, "spist fra strygebrættet, ligesom vi gjorde på vores store familieferier," joker Oberst med en henvisning til EP'ens cover. "Kids Table" og "Dyslexic Palindrome" indeholder begge Hurray For The Riff Raffs Alynda Segarra, et fortsat kreativt partnerskab efter de to bands' nylige turnéer sammen og den virale liveversion af Bright Eyes-fanfavoritten "Lua". Og selvom en Bright Eyes ska-sang sandsynligvis ikke var på årets bingoplade (eller spilleplade), argumenterer "1st World Blues", skrevet i samarbejde med Alex Orange Drink (So So Glos), for en tredje bølge af genren med dens bidende nedtur af den moderne amerikanske civilisations forfald, drevet af bandevokal og en smittende off-beat rytme. Kulturelle referencer fra både den høje og den lave kant peber EP'en - der nævner alle lige fra Salman Rushdie, Joe Strummer og Candace Bergen i "Victory City" til Shakespeare, Guy Fawkes og Mrs. Peacock fra det klassiske brætspil 'Clue' i "Shakespeare In A Nutshell". Men det er coverversionen af ​​Lucinda Williams' nummer fra 1980 "Sharp Cutting Wings (Song For A Poet)", der virkelig er hjertet i denne samling. Oberst og Williams deler en klar musikalsk fællesnævner, begge eksperter i at væve melankoli og håb sammen. Og faktisk, efter en medicinsk nødsituation i 2024, hvor Oberst kæmpede med stemmeproblemer - var det det første, han ønskede at synge efter sin sygdom, da han igen kunne bruge sin stemme. "Det var den sang, jeg havde lyst til at synge," siger Oberst, "jeg har bare altid elsket den." Det var en sidste-øjebliks tilføjelse til EP'en, der i sidste ende binder det hele sammen, dens forsigtige optimisme tilbyder et glimt af lys i samlingens skygger, skyggerne fra en flosset amerikansk drøm og skyggerne kastet over en familiemiddag ved børnenes bord.