Crack Cloud - Red Mile (Blå Vinyl)

Crack Cloud har altid været noget ud over et rockband: både

dybsindig og storslået, dampende og flygtig.  Den første udgave af Crack Cloud blev dannet for næsten et årti siden som et  stedfortrædende rehabiliteringscenter i udkanten af ​​Calgary. Med tiden blev to EP'er og  tilhørende visuelle værker produceret fra residensen kendt  som Red Mile. I 2017 var flere medlemmer flyttet til Vancouver og  arbejdende fra skadesreduktionscentre og lavbarriereherberger. Ædruelighed,  selvreformation og idealismen i deres arbejde dannede yderligere en etos  for Crack Cloud. Det var i disse år, at bandet producerede deres  forbløffende album Pain Olympics fra 2020. Deres vision blev straks  ekspansiv og filmisk. Nu er Red Mile lidt af en hjemkomst. Medlemmerne er vendt tilbage til Calgary. Men Calgary/hjemmet er blevet et grænseområde, et sted i forandring. Hvad betyder hjem overhovedet efter et årti med personlig og kollektiv vækst? Red Mile er for dem noget i retning af samsara: en tilbagevenden og en genfødsel. Red Miles lyd puster ekspansiv energi ind i den kringlede, gadebundne lyd i Crack Clouds tidligere materiale. Sprudlende synthesizere flettes sammen med klingende klaverer. Sange lægger sig i lag som russiske rededukker; man kan finde et Ramones-omkvæd i et øde western prog-soundtrack, kun for at se det bryde ud i en glædesfyldt hymne. Ægte guitarer - skiftevis klingende, uklare og svævende - genlyder over store, solblegede rum. I 2024 er den kumulative effekt (i rockinstrumentationstermer) naturalistisk. Enhver snert af balsameret nostalgi er fraværende. Selv albummets afslutning - en snoet, nærmest Jerry Garcia-guitar, der fører os ud af Red Mile - leveres uden sentimentalitet. Hovedsangskriver Zach Choys tekster er skærende, men barmhjertige, med en skarp selvbevidsthed, der aldrig glider ned i selvtilfredshed. Crack Cloud som kunstnere er kritiske - og i sidste ende lige så tilgivende - over for sig selv, som de er den smeltende verden omkring dem. Sangene balancerer en afslappet charme og en katartisk kraft: de bekræfter livet uden at benægte døden. Indspillet primært mellem udkanten af ​​Joshua Tree, Californien, og Calgary, Alberta, er denne plade præget af en bittersød blanding af gammelt og nyt. De vidtstrakte, romanagtige strukturer fra deres tidligere albums er kondenseret og skærpet, samtidig med at de fastholder deres afvisning af at dykke ned i overfladiskhed. Gennem legende melodier og elliptisk guitarmonolog leverer de et slutprodukt med exceptionel dybde og en tydelig uværdifuld varme. Crack Cloud har produceret et modent, vitalt værk, der afhører rock-n-roll-livsstilens banaliteter, men i sidste ende ophøjer dens hellighed. Red Miles de facto-tese "The Medium" er i sig selv en rocksangsmeditation: en ode til formen og dens udøvere. Denne genre, der - typisk, gentagelig, korporatiseret som den overhovedet kan være - på en eller anden måde stadig har kraften til at hjælpe os med at leve livet igennem. Vi ser den støvede følelse af "Jeg elsker rock and roll" gravet op, skilt ad og syet sammen igen. Det er en sang styret af tro - hvis mediet hjælper os med at forkynde vores kærlighed i dag, er den værd at beskytte mod latterliggørelse i morgen. Vi lever i en tid, hvor musik synes at elske at slå hovedet mod væggen. Crack Clouds Red Mile er lyden - følelsen! - af murstenene, der giver efter.