Fælles - Vær

Electric Circus kostede og sikrede Common nogle fans. Det var meget udforskende, især for et rapalbum udgivet i 2002, der indeholdt udviklinger - hvoraf nogle steg voldsomt, andre sank - som få langvarige fans kunne have forudset. Lytterne følte enten, at Common hentede friske, nye inspirationer, eller at han bare blev distraheret af en masse upassende vrøvl. Med Be ser det ud til, at MC'en har indset, at ikke alle albums, der er vidtstrakte og eklektiske, er lige så gode som Electric Ladyland eller Songs in the Key of Life. Mere bemærkelsesværdigt er det, at han måske er blevet ramt af det faktum, at en høj procentdel af fremragende albums er omkring 40 minutter lange og er bygget på en samlet lyd. Be er meget koncentreret, indeholder 11 sange og involverer to producere og et lille antal gæster. Det er en 180 graders vending fra Electric Circus, og på en bizar måde er det både en progression og et tilbage-til-det-grundlæggende træk. Kanye West og Dilla er nøglen til albummets stabilitet og har rod i 70'ernes soul og soul-jazz. Det er ingen omvæltning, men de to producere fortjener en form for pris for at have sammensat en ensartet rækkefølge af produktioner, der aldrig er monoton, kedelig eller alt det prangende. Selv førstesinglen "The Corner", hørt længe før Be's udgivelse, falder i albummets struktur ved første gennemlytning, som om det var der, den hørte hjemme hele tiden. Tekstmæssigt kommer Common ned på jorden igen - fortællingerne er skarpe som altid, klagerne er mere som observationer end afretninger, og særhederne skal drilles ud snarere end slås væk. Be vil sandsynligvis ikke blive omtalt af nogen som banebrydende, men det er et af Commons bedste, og det er også et af de mest tæt konstruerede albums af nogen form i nyere tid. Genudgivelse af Commons 2005 LP.