Fader John Misty - Frygtsjov

Når Tillman diskuterer 'Father John Misty', parafraserer han Philip Roth: 'Det er alt sammen mig og intet af mig, hvis du ikke kan se det, så forstår du det ikke'. Hvad jeg kalder det er fuldstændig vilkårligt, men jeg kan godt lide navnet. Man skal have et navn. Jeg fik aldrig lov til at vælge min."

Han fortsætter: "Folk, der laver plader, får denne antagelse af kulturen, at deres musik kommer fra et udelukkende personligt sted, men oftest er det, man hører, faktisk affektationerne fra et 'alter ego' eller en tegneserie af en følelsesmæssigt forhøjet persona," siger Josh Tillman, der har indspillet/udgivet soloalbum siden 2003, og som for nylig forlod Seattles Fleet Foxes efter at have spillet trommer fra 2008-2011. "Den slags følelsesmæssige kvotient er ikke bæredygtig, hvis din bekymring er at portrættere et menneske, der består af mere end bare brystbankende patos. Jeg ser en masse voldsom, kønsløs, mandlig fantasi overalt i musikken omkring mig. Jeg ønskede ikke nogen alter egoer, nogen luner, fantasi, eskapisme, nogen overdrevet sentimentalitet. Jeg kan lide humor og sex og ballade. Så når man tænker over det, er det lidt drilsk at skrive om sig selv på en ligefrem, lidt åbenlys måde og kalde det noget i retning af 'Misty'. Jeg mener, jeg kunne lige så godt have kaldt den 'Steve'".

Musikalsk består Fear Funaf så forskellige elementer som Waylon Jennings, Harry Nilsson, Arthur Russell, "All Things Must Pass" og "Physical Graffiti", ofte inden for den samme sang. Tillmans stemme har aldrig været bedre og lyder ofte som Roy Orbison, "The Caruso of Rock", når han er mest munter, mens musikken opretholder en mørk, mystisk og alligevel omvendt legende, næsten dionysisk kvalitet. Lyrisk fremkalder hans absurdistiske feberdrømme om smerte og nydelse i lige mål den stumpe beskrivende kraft hos Bukowski eller Brautigan, Oscar Wildes hedonistiske filosofi og Loudon Wainwrights udtørrede vid III.

Albummet begyndte at dræges i løbet af det, som Tillman beskriver som en "immobiliserende periode med depression", i hans tidligere Hjem i Seattle. "Sangskrivning havde for mig altid kun været interessant og nødvendigt, fordi jeg så det som dette redskab for sandheden, men jeg havde denne erkendelse af, at alt, hvad jeg egentlig havde gjort med det, var at slikke mine sår i årevis og blive mere og mere isoleret fra mennesker og oplevelser. Jeg kan ikke engang lide sårslikkende musik, jeg vil lytte til nogen, der river deres arm af og slår sig selv med den. Jeg tror ikke, at jeg indtil nu nogensinde har sat noget på spil med min musik. Jeg var fast besluttet på at sætte min dyrebarhed på spil for at finde noget, der var værd at synge om."

Han fortsætter: "Jeg mistede al interesse i at skrive musik eller identificere mig som 'sangskriver'. Jeg satte mig ind i min varevogn med nok svampe til at kvæle en hest og begyndte at køre ned langs kysten uden noget sted at gå hen. Efter et par uger skrev jeg en roman, og det var der, jeg endelig fandt min fortællende stemme." Stemmen, der rent faktisk er nyttig.

"Det varede et stykke tid, før den stemme begyndte at manifestere sig musikalsk, men da jeg først slog mig ned i Laurel Canyon-spider-shytten, hvor jeg bor nu, brugte jeg måneder på at demoere alle disse mærkelige sange om mærkelige oplevelser næsten i realtid, og jeg havde ligesom dette musikalske 'Åh-der-er-jeg'-øjeblik, identisk med hvordan jeg følte, da jeg skrev bogen. Det var utroligt befriende. Jeg vidste, at der aldrig var nogen vej tilbage til det sted, jeg skrev fra før, hvilket var en enorm lettelse. Aben blev forvist fra min ryg."

Tillman bragte demoerne til LA-producer/sangskriver/ven Jonathan Wilson, og i februar 2011 begyndte han at indspille i sit hjemmestudie i Echo Park. "I starten var ideen bare at genskabe demoerne, hvor jeg spillede alt, da de var ret udbyggede og lød seje, men et sted som LA giver dig en anden rigdom af talent, potentiale osv. end stort set alle andre steder. Jeg indså, hvad der var muligt mellem Jonathans evner og kaliberen af ​​musikere, der bare hænger rundt i LA, ret hurtigt. Folk kom ind og ud af studiet hele dagen nogle gange, og andre dage var det bare Jonathan og jeg, der lukkede os inde, blev stonede og gjorde alt muligt."

"Jeg var ærlig over for mig selv om, hvilken musik der rent faktisk ophidser mine glædeskirtler, da jeg overvejede arrangementerne og instrumentationen," siger Tillman. "I modsætning til det, der har været behageligt for mig tidligere - nemlig at fremmedgøre folk eller træffe valg baseret på, hvad jeg tror, ​​folk ikke vil kunne lide eller forstå." "Ret narcissistisk noget."

Da Tillman blev spurgt om Laurel Canyon, hvor han til sidst endte med at bo i det førnævnte træhus med en edderkoppefamilie, sagde han: "Min holdning til det hele er ret eksplicit i pladen. I betragtning af min ret fjendtlige personlige holdning til musikken og æstetikken, der kommer fra det sted, er det en slags kæmpe joke, at jeg bor i et tidligere hippie-fantasiland. Jeg har en virkelig morbid sans for humor."

Phil Ek (som alle ved har arbejdet med Built To Spill, Modest Mouse, Band of Horses, Fleet Foxes) hørte de rå versioner af albummet i maj 2011 og tilbød sine tjenester til at mixe. "Phil og jeg har kendt hinanden i et stykke tid i kraft af Fleet Foxes, så han var bekendt med min musik, men vi havde aldrig diskuteret at arbejde sammen. Jeg tror, ​​han straks genkendte skiftet i min skrivning og sang fra et producer- og vens synspunkt. Hans begejstring er virkelig tydelig i mix, synes jeg.”

Interviews af Richard Metzger og Casey Wescott

Skrevet af Paula Zabrey, januar 2012

Vinyl inkluderer mp3 downloadkode.