Fugazi - Rød Medicin

Red Medicine trækker sig tilbage fra de flared-knæede produktionsværdier på Kill Taker og har mere rytmisk punch og viser mere spændvidde. Med mere drivkraft og legende indslag lyder arrangementerne meget løsere end på Kill Taker, samtidig med at de forbliver lige så nervepirrende og kloge. Eksperimenteringen, som tilføjer livlighed, lyder ikke afmålt. Selv Joe Lally får lov til at synge, og det er tilfældigvis en af ​​de bedste sange på pladen. I modstrid med teorien om, at Fugazi er en flok glædesdræbere, dukker der adskillige tilfælde op, hvor bandets forvredne humoristiske sans er tydelig. Den uhyggelige ha-has, den åbne "Birthday Pony", android-samplet i den behagelige (!) instrumentale "Combination Lock" og tilfældige klaverplinks formår alle at finde en velkommen plads. Men det mest usædvanlige nummer er den slo-mo instrumentale "Version" fra "Blade Runner in Kingston", der byder på klarinet-skronks, dubwise-rytme, tilfældige zaps og - forstå mig - ingen guitarer. Picciotto erklærer i den umiddelbart efterfølgende "Target", at han hader lyden af ​​guitarer. Hvad giver det? Det er tydeligvis en grubling mod den amerikanske virksomhedsbasering/bastardisering af "punk"-æstetik. Hvis nogen havde ret til at kommentere, var det Fugazi. "Back to Base" og "Downed City" (endnu en dubby-intro her) vender tilbage til det mere standardiserede nummer, hardcore roots Fugazi, fuld af de svævende guitarer, som bandet er mest kendt for. Den næsten fejlfri anden side afsluttes med endnu et kontemplativt exit-nummer, "Long Distance Runner". MacKaye fungerer som en slags daglig bekræftelse på at bekæmpe sløvhed og mener: "Hvis jeg stopper for at få vejret/kan jeg få et stykke død."