Gary Clark Jr. - Blak og Blu

Gary Clark, Jr. er blevet hyldet af en række kritikere som "den nye Hendrix", hvilket synes at være skæbnen for enhver guitarist, der kombinerer blues- og rockstilarter i en betydelig mængde (især hvis de laver coverversioner af "Third Stone from the Sun"). Selvom det er en beskrivelse, der måske ser godt ud i Clarks pressemappe, rammer den lidt ved siden af ​​pointen; Clark er ikke en visionær, banebrydende kunstner som Hendrix, men i stedet er han en klog sanger, sangskriver og instrumentalist, der har lært af fortiden og nutiden og fusioneret dem til en stil, der er karakteristisk og spændende, om end ikke nødvendigvis revolutionerende. Warner Bros. præsenterer også Blak and Blu som Clarks "banebrydende debutalbum", når det faktisk blot er hans debutalbum på et stort pladeselskab, med fire indie-udgivelser forud, hvilket gør selvtilliden og ambitionen på dette sæt en smule mindre bemærkelsesværdig. Men selvom Gary Clark, Jr. sandsynligvis ikke vil ændre den måde, vi ser på rock & roll, eller omskrive den elektriske guitars æstetik, er han et af de mest interessante talenter, der er kommet ud af den moderne bluesscene i lang tid. På Blak and Blu er de fleste af Clarks melodier solidt forankret i bluesen, men han har også blandet solide portioner af hardrock, funk, retro-soul og endda et strejf af hip-hop, og den måde, han lader smagene blande sig på, er en stor del af det, der gør dette album så godt. Der er en understrøm af Northern Soul på den dansevenlige åbningsnummer "Ain't Messin' Round", "Travis County" er en rocker uden dikkedarer, der minder om Stones i femte gear, "The Life" finder Clark i bevægelse mellem sang og rap i en streetwise fortælling om stofmisbrug, "Numb" minder om punk-blues-angrebet fra Black Keys og White Stripes i sit udspillede brag, og titelnummeret sampler både Gil Scott-Heron og Albert King, mens Clark blander bevidste temaer med blues-baggrunde. Mens den typiske moderne guitarhelt gør en ekstra indsats for at give dig sin fingerfærdighed i ansigtet på alle måder, viser Clark her en hårdere og mere primal stil, og selvom hans takter bestemt er gode, holder han sine soloer præcise og sit angreb muskuløst hele vejen igennem.