Hun siger hun - Klip og spol tilbage

Der er intet mere resonant end den menneskelige stemme. Den indeholder klangfarver og teksturer, som intet andet instrument kan genskabe, men vigtigst af alt er den umådeligt kraftfuld: Én stemme kan udløse et oprør, men mange stemmer i fællesskab skaber en bevægelse. Nya Gazelle Brown, Sabrina Cunningham og Piya Malik, de tre kvinder, der står i front for det NYC punk-chic, diskodeliske band Say She She, forstår, hvordan man udøver en sådan kraft. De svæver over uimodståelige grooves og låser sig sammen i smukke tredelte harmonier, der smart skjuler følelsen af ​​retfærdigt oprør, der gennemsyrer deres musik. Deres opfordring til handling er mangestrenget: Bevæg din krop, udvid dit sind og anerkend din styrke. Say She She, hvis navn hylder Nile Rodgers, lavede Cut & Rewind, deres tredje plade, næsten umiddelbart efter at have afsluttet turnéerne som support for 2023's Silver. Bandets karriere har taget fart de seneste par år og har høstet ros fra The Guardian, LA Times, MOJO og NPR, og de har turneret med Thee Sacred Souls. De har optrådt på spillesteder som Hollywood Bowl i Los Angeles og Roundhouse i London, samt på festivaler som Glastonbury, Austin City Limits og Pickathon. De har længe udforsket 70'ernes og 80'ernes lyde og nævner Minnie Riperton, Rotary Connection, Liquid Liquid og ESG som inspirationskilder. Cut & Rewind udvider deres spektrum ved at inkorporere elementer fra Lonnie Liston Smith og Lijadu Sisters i deres lydpalet, samtidig med at de kanaliserer ånden fra samtidige bands som Lambrini Girls og Amyl and the Sniffers. Det hele kombineres til et psykedelisk lydbillede af pulserende disco-beats, astrale fløjtenetoner og øreormende melodier. Over et par korte, intense sessioner samledes Brown, Cunningham og Malik med deres rytmesektion, Dan Hastie, Sam Halterman, Dale Jennings og Sergio Rios – alle medlemmer af kult-funkbandet Orgone – i Rios' studie i North Hollywood, Killion Sound. Say She Shes skriveøvelse er en øvelse i nærvær, hvor hver af de tre kanaliserer deres tanker og følelser i deres indre bevidsthed til katartiske transmissioner. Der er et element af spontanitet på spil, inspireret af spillernes forkærlighed for The Meters-stil jamming og studiedisciplinen fra Booker T og The M.G.'s, samt Maliks tid i et post-punk improvisationsband med Liquid Liquids Sal Principato. "Skriverummet er meget frit," siger Brown. "Vi er i stand til bare at være og fuldt ud udtrykke os selv." De skrev en sang og indspillede den samme dag, klippede instrumentalnumret over på bånd højst tre gange, valgte deres yndlingstake og lagde straks vokalen på. For at bevare den rå, spontane stemning holder de sig til en fast regel: "Vi indspiller aldrig noget, som vi ikke kan genskabe live," forklarer Malik. "Det er det samme, når vi tre er oppe på scenen, som sker i studiet." Hvert af de 12 numre på Cut & Rewind knitrer med en håndgribelig energi, der praktisk talt udfordrer dig til at holde hoved og hofter stille. Den kosmiske boogie i "Chapters" bølger ud i æteren, mens den bølgefri dunken i "Shop Boy" glider som rulleskøjter gennem et lagerloft. Den silkebløde "Under the Sun", skrevet i solidaritet med 2023 Writers Guild of America, slår til, skinner som et solskin i et kameraobjektiv. De tre vokalister væver behændigt rundt om hinanden, nogle gange skaber de et sammenflettet rytmisk gitter (en del af en teknik, de har døbt "Say She She sukket"), nogle gange smelter de sammen i en himmelsk triade. Men en politisk ladet understrøm summer under den frodige, strobende lyd, hvilket giver disse jams en ekstra tyngde. I en tid med politisk uro, hvor fællesskab er mere nødvendigt end nogensinde, tilbyder Say She She en særlig salve: protestmusik forklædt som en sveddryppende, kropsbevægende, bevidsthedsskabende god tid. "She Who Dares" er et simrende stykke psych-funk, der forestiller sig en nær fremtidig dystopi, hvor kvinders rettigheder er blevet decimeret globalt. Gruppen begyndte at skrive stykket som en måde at uddrive en bemærkelsesværdigt fornærmende mandlig interaktion på, men det udviklede sig til en mere universel, knytnævehævet hymne. Det starter med Cunninghams stemme filtreret gennem en megafon, der forklarer, hvordan hundredtusindvis af kvinder pludselig er blevet fængslet over hele verden. "Det føles skræmmende, det sætter en Handmaid's Tale-tone," forklarer Cunningham, "men i sidste ende er det meningen, at det skal give andre kvinder styrke." Sangen dvæler ikke ved frygt; i stedet griber den fat i den og bliver til en megafon, der udsender en opmuntrende sang om at fortsætte den gode kamp. Det tidlige albums højdepunkt "Disco Life", hvis ubrydelige beat og vibrerende tamburin lever op til navnet, er et af Cut & Rewinds mest åbenlyst politiske nummers. Det undersøger "Disco Demolition Night" i 1979 på Comiskey Stadium i Chicago, et reklamearrangement, der blev til et oprør, organiseret af sportsstjernen Steve Dahl. Deltagerne blev opfordret til at medbringe en discoplade til gengæld for billig entré, som Dahl derefter brændte i en skraldespand - allerede et implicit angreb på en genre frontet af sorte mennesker, queere mennesker og kvinder - men publikum medbragte og ødelagde alt, der var lavet af sorte musikere. Teksterne fordømmer begivenhedens racisme og homofobi, i forståelsen af, at rødderne til optøjerne stadig hænger ved. Say She She ved, at en bedre verden er mulig, og bruger "Disco Life" til at manifestere "en spilleplads, hvor alle er frie". Cut & Rewind er Say She She, når den er allermest vital, både uden for tiden og dybt i nuet. Den opfordrer os til at forblive nærværende og opmærksomme på de udfordringer, vi skal udholde, men tilbyder en måde at genoplade vores kollektive batteri på. Det er et glitrende, festligt epos, der er lige så velegnet til dansegulvet som til demonstrationen. Af Dash Lewis.