J. Geils Band ‎– Morgenen efter MFSL 1-415

Livlig, bluesdrevet rock n' roll starter som en uendelig fest: Med fremragende optrædener af mundharmonikaspilleren Magic Dick Salwitz og vokalist Peter Wolf. Det forfaldne hotelværelse og den fælles opholdsstue, der er afbildet på forsiden af ​​J. Geils Bands andet album, fortæller dig alt, hvad du behøver at vide om musikken, gejsten og energien, der strømmer ud fra The Morning After. Gennemsyret af rå, lean rock n' roll ansporet af juke-joint-blues og løse rytmer, starter 1971-sættet som den sjoveste, festlige og stadig hærgende tømmermænd, nogen gruppe i 70'erne har nydt. Og nu ruller det afsted med en overladelse, der tager dig med indenfor i de svedige, røgede roadhouses og væg-til-væg-fyldte klubber, som gruppen dominerede i sin storhedstid. Mobile Fidelitys 180g vinyl-LP er masteret fra de originale masterbånd, presset hos RTI og i et strengt begrænset oplag på 3.000 nummererede eksemplarer. Den opnår en sonisk skarpsindighed, der bringer dig ansigt til ansigt med sekstettens hvidglødende instrumentale kunnen og magnetiske personligheder. Det har altid været svært at udpege kun ét medlem af bandet i betragtning af den sammenhængende pralhals, ensemblet opnår som helhed, men denne samlervenlige audiofile-udgave giver dig mulighed for netop det, hvis du ønsker det, gennem enestående billeddannelse og separation. Hvad med bandets karakteristiske dynamik? Her føles de, som om de er på nippet til at eksplodere. Så bare gør det. Drej volumenknappen til højre så meget, du vil. Du mister intet af fokus, detaljer, placering eller tilstedeværelse, uanset hvor højt decibelniveauet stiger. The Morning After vælter frem med hidtil uhørte tonaliteter, der spænder fra de karakteristiske dønninger fra Seth Justmans langsomt brændende orgel til den levende glød fra Geils' eget hoppende guitarspil med nedadgående strømforsyning til de fortøjende hi-hat/cymbal/snare-kombinationer fra den arrangement-stabiliserende trommeslager Steven Bladd. Venner, dette er rå rhythm n' blues, sådan skal det føles, og hold da op, sådan skal det lyde. Det er ikke for ingenting, at det Massachusetts-baserede kollektiv kaldte albummet The Morning After. Musikken indeni overholder ikke regler, ignorerer hastighedsgrænser, vender fuglen ved udgangsforbud og graver dybt ned i Amerikas bluesrødder for at producere organisk materiale, der på én gang er friskt, spændende, traditionelt og originalt. Den baghaveagtige kraft, som kombinationen af ​​"Magic Dick" Salwitz' brændende, melodiske, slangeagtige harmonika og vokalist Peter Wolfs animerede, næsten kontrollerede fremførelser giver, er alene nok til at få enhver med en svag puls til at stampe med fødderne, kravle op på et køkkenbord og sparke med støvlehælene, indtil naboerne ringer efter politiet. Se blot den bedrageriske blødhed i den slangeagtige "So Sharp" eller Maxwell Street-ånd i det passende navngivne Magic Dick-showcase "Whammer Jammer", som vil efterlade dig gispe efter vejret, før det overhovedet slutter. J. Geils Band kendte også til dybsindig soul. Ensemblets Top 40-hit, hylende, adrenalin-til-hjertet-gengivelse af Valentinos' "Looking for a Love" og hvirvlende, romantiske fortolkning af Don Covays "The Usual Place" balancerer problemfrit drivkraft og følelser. Kombineret med rystende originaler som "Floyd's Hotel" og den riff-drevne "I Don't Need You No More", sendt op med typisk Wolf-vokalflair, parkerer pladen bandets natteliv og gå-på-banket-attitude lige på din forhave. En sidste advarsel til de uindviede: The Morning After er ikke det slick-pop J. Geils Band fra "Centerfold". Og det er en meget god ting. Følg os på Instagram @Thevinylgram