Little Moon - Kære Guddommelige (Hvid Vinyl)

Hele sit liv har Emma Hardyman kæmpet med modsætninger. Hun blev trods alt praktisk talt forvandlet til en levende, åndende modsigelse i det øjeblik, hun blev født ind i sin halvt peruvianske, halvt hvide mormonfamilie fra arbejderklassen. I den unge voksenalder blev Hardyman mere og mere desillusioneret over mormonismens retfærdige sort-hvide tænkning, såvel som dens ekskluderende elitisme, og besluttede at forlade kirken. Men hun erkendte også, at institutionens alt-eller-intet-filosofi var blevet en del af hende, hvilket resulterede i en betydelig prøve på ynde og aflæring.Som sangerinde og sangskriver bag Little Moon, det Tiny Desk Contest-vindende, Utah-baserede avant-folk-projekt, bruger Hardyman musik som et udløb for at belyse modsætninger af enhver art. Efter udgivelsen af ​​sit debut-LP Unphased i 2020, satte Hardyman sig for at skrive et romantisk album om sin nygifte mand, Nathan (som også synger og spiller guitar i Little Moon), men universet havde andre planer. Efter Nathans mor tragisk døde, revurderede Hardyman sin vision og begyndte at arbejde på et album om kærlighed som sorg, sorg som kærlighed med titlen Dear Divine. Pladen fungerer som et spejl af de mørkeste dele af os selv og giver os mulighed for at undersøge vores ego - ikke for at skille det ad, men for bedre at forstå, hvordan vi elsker, bearbejder modgang og bevæger os gennem verden. Med klassisk musik, folkemusik, videospils-soundtracks og Tabernacle Choir-salmer, som hun voksede op med, såvel som flygtige øjebliksbilleder af personlig betydning, er Dear Divine et rigt billede af Hardymans liv. Mens oplivende melodier udstråler fra en strygetrio, kan man forestille sig den klassiske musik, der summer fra hendes forældres radio 24/7, mens Hardyman synger i en overjordisk kurren, kan man forestille sig hendes yngre jeg falde i søvn over de rolige plader af Vashti Bunyan og Joan Baez, og mens arpeggio-synthesizere blinker, kan man visualisere det fortryllende kongerige Hyrule fra The Legend of Zelda: Ocarina of Time, som hun stadig elsker. Sange som "now" og "messy love" omfavner livets herligt rodede gryderet, hvor førstnævnte kronikerer Hardymans besværlige søgen efter kærlighed og tillid, og sidstnævnte tålmodigt navigerer i de måder, hvorpå romantiske partnere kan spejle hinandens mangler. Som Dear Divine bevidner, har Emma Hardyman måske ikke styr på det hele, men det er sådan set pointen. Gennem sorg, troskriser og altomfattende kærlighed har hun fundet mest visdom i livets vanvittigt vedvarende uoverensstemmelser, såvel som de subtile måder, man kan dyrke en følelse af hjem på. Dear Divine tager ikke en rød pen til livet, den bringer et åbent hjerte, et åbent sind og smerteligt smukke, overdådigt mærkelige folkesange.