Miles Davis - Miles In The Sky MFSL 2-437

Sidste indsats med Davis' klassiske anden kvintet finder lederen, der ser mod fortiden og fremtiden - "Miles in the Sky" - afspejler de spændende kuriositeter og regnbuemuligheder, som albumcoveret antyder. Miles Davis' femte og sidste album med hans klassiske anden kvintet er kalejdoskopisk i lyd, fremsynet i struktur og kontekstuelt forankret i tilgang. Som den legendariske leders første vovestykke ind i det, der skulle blive fusion, er det historisk, fordi det indeholder de førende optrædener af elektrisk klaver, bas og guitar på et Davis-indspil. Albummets vidåbne lydlandskaber svæver. Ligesom de flydende bidrag fra Davis' kolleger. Tony Williams' percussion, der er centralt for hver komposition her, udspiller sig for øjnene af dig. Herbie Hancocks klaver svæver og falmer med sublim renhed. Og George Benson, der sidder på "Paraphernalia", blæser hvad der svarer til røgringe med sin bluesagtige guitar, som her antager en strålende tonalitet og definition. Det akustiske materiale, der optager anden halvdel af pladen, er lige så transparent og fyldigt. Med forbedret produktion og et større felt af hørbar information kan Miles in the Sky endelig opfattes som tilhørende samme øvre lag som Davis' allestedsnærværende roste Nefertiti og Filles de Kilimanjaro – albummene, der henholdsvis går forud for og følger efter denne skelsættende titel. Miles in the Sky, der almindeligvis kaldes et "overgangsværk", præsenterer Davis, der allerede er fortrolig med elektriske instrumenter og ivrig efter at vove sig ind i ukendte territorier. Både den rytmisk udfordrende "Stuff" og den muntre "Paraphernalia" fungerer som organiserede jams og broer mellem jazz og rock, hvor både den rytmisk udfordrende "Stuff" og den muntre "Paraphernalia" kigger mod fremtiden, samtidig med at den holder et solidt fodfæste i fortiden. På samme måde gør "Country Boy" og "Black Comedy" det samme. I sin originale anmeldelse af jazzautoriteten DownBeat bemærker Larry Kart: "Davis tager materiale fra sine tidligere dage og formørker dets følelsesladede tone. Hans åbningsfrase på 'Country Boy' minder om et fragment fra hans "Summertime"-solo på Porgy and Bess-albummet, men her leveres den med en heftighed, der afviser den gribende stemning fra den tidligere optræden. Selv på 'Black Comedy', hans mest ligefremme solo her, forskydes og fragmenteres fortidens ordnede mønster." Smagsat med humor, bossa nova, country og endda ballroom-fraser eksploderer kompositionerne på Miles in the Sky med kreativitet, formål og farver. Følg os på Instagram @Thevinylgram