Nabolaget - S/T

For et vestkystband laver Los Angeles' The Neighborhood en tydelig mørk type pop, der er langt mere overskyet end strandagtig. Det er en lyd, de har udforsket siden 2013's I Love You, og en de langsomt synker ned i på deres overskyede, synth-tunge tredje album, 2018's The Neighborhood. Albummet, der er produceret med Lars Stalfors (Cold War Kids, HEALTH, Foster the People), er farvet af svagt fluorescerende keyboards à la 80'ernes Miami Vice-komponist Jan Hammer og en pulserende, klubinduceret klaustrofobi, der føles meget Giorgio Moroder omkring 1981. Det er nemt at forestille sig The Neighborhood snuble ud af en visning af Blade Runner 2049 og vide præcis, hvad de ville gøre her. I den forstand føles albummet som både en fortsættelse af tidligere arbejde og en frisk start. Åbningsnummeret "Flowers" er lettere og mere sprudlende end tidligere sange, hvilket giver forsanger Jesse Rutherford en chance for at synge med endnu mere intimitet og nuance. Selv når stemningen skifter til American Gigolo-niveau, som på "Scary Love" og den skyggefulde, Krautrock-infunderede "Softcore", bevarer Rutherford sine længselsfulde, organisk opdelte loverman-kvaliteter. Mens kølig synth er bandets foretrukne hud her, balancerer de også den digitale dis med behændige orkestreringer og akustiske instrumenter, som på den sløve "Sadderdaze". På samme måde sammenstiller den mol-tone R&B-agtige ballade "Too Serious" blødt gengivet akustisk guitar, rummelige keyboards og strygere med et diffust hiphop-beat. Det er et smukt filmisk øjeblik, der umuligt kombinerer Portisheads noir electronica med Sades lyrik. Når et band beslutter sig for at udgive flere albums med samme navn i en etableret karriere, fungerer det ofte som et statement om at generobre deres identitet eller at lave en ny kreativ start. Hvis det er tilfældet her, har nabolaget gjort begge dele med deres egen rolige selvsikkerhed.