Nation of Language - Dance Called Memory (Klar, Sort & Blå Vinyl)

Synthpop, minimal wave, post-punk, goth, new romantic - både fans og kritikere har gravet dybt i deres vintage-tesauruser for at beskrive det fortryllende værk, Nation of Language har lavet. Og hvis man ikke præcist kan definere bandet, så er det pointen. Forsanger Ian Richard Devaney er blevet enestående i at udvide, hvad synthesizer-drevet musik kan fremkalde, således at hans output er lige så meget en ekstrasensorisk rejse, som det er en alt for menneskelig destination. Med den oplevelse i tankerne skrev han bandets fjerde album - det spektrale, rummelige Dance Called Memory - på den mest ydmyge måde: han skar løs på melankolien ved at sidde og spille på sin guitar. Nation of Languages ​​to første albums, Introduction, Presence (2020) og A Way Forward (2021), kom som pandemiske gaver: smukke, relaterbare soundtracks til vores kollektive stilhed. Men det var deres sidste LP, Strange Disciple (2023), der katapulterede gruppen fra kulturelle højdepunkter til kritikerfavoritter, hvor albummet blev kåret til Rough Trades Årets Album. Med den udgivelse skrev Pitchfork, at bandet "lærer, hvad det vil sige at blive større og bedre." Dette er Devaneys kald: sjælfuldt at omsætte individuel fortvivlelse til en trøstende, kollektiv sorg. Singlen "Now That You're Gone", som udstråler og giver genlyd af en ødelæggende vemodighed, blev inspireret af at være vidne til sin gudfars tragiske død af ALS og hans forældres rolle som omsorgspersoner for denne syge ven. I sin kerne er sangen en afspejling af, hvordan venner kan være der for hinanden, og den fremhæver også et tema gennem hele pladen: smerten og det tabte løfte om venskaber, der falder fra hinanden. På Dance Called Memory samarbejdede bandet endnu engang med vennen og Strange Disciple-produceren Nick Millhiser (LCD Soundsystem, Holy Ghost!). "Det, der er så fantastisk ved Nick, er hans evne til at få os til at føle, at vi ikke behøver at gøre det, der forventes af os," siger synth-spilleren Aidan Noell, der sammen med bassist Alex MacKay fuldender Nation of Languages ​​lineup. De har givet Dance Called Memory en ændret palet - de samplede hakkede trommebreaks på "I'm Not Ready for the Change" for et strejf af Loveless-æraens My Bloody Valentine, eller de smadrede al percussionen fra "In Another Life" gennem en synthesizer for at give et strejf af elektronisk musik fra starten af ​​2000'erne. I sidste ende var håbet at væve rå sårbarhed og menneskelighed ind i et synth-tungt album. "Der er en dikotomi mellem Kraftwerk-tankegangen og Brian Enos tankegang, som jeg hver især har været tiltrukket af på forskellige tidspunkter. Jeg har læst om, hvordan Kraftwerk ønskede at fjerne al menneskeligheden fra deres musik, men Eno talte ofte om at ville lave syntetiseret musik, der føltes tydeligt menneskelig," siger Devaney. "Selvom Kraftwerk er en lydmæssigt fundamental inspiration, lænede jeg mig med denne plade meget mere op ad Eno-tankegangen. I denne æra, der hurtigt defineres af fremkomsten af ​​AI, der erstatter menneskelige skabere, fokuserer jeg mere på den menneskelige tilstand, og jeg har brug for den underliggende musik til at understøtte det... I stedet for håbløshed ønsker jeg at efterlade lytteren med en følelse af, at vi virkelig ser hinanden, at vores individuelle kampe rent faktisk kan forene os i empati."