Norah Jones - Come Away With Me (20-års jubilæum) (Super Deluxe-bokssæt)

Super Deluxe 4 LP Emballage: Hardcover bog med 12-siders hæfte indeni.

Super Deluxe Edition indeholder det remasterede album plus 22 tidligere uudgivne numre inklusive tidlige demoer og den aldrig før hørte første version af albummet.

I februar 2002 var Amerika stadig ved at komme ud af de mørke skygger af terrorangrebene den 11. september 2001, og Norahs stemme og musik - ren, varm og beroligende - ramte en dyb følelsesmæssig nerve hos lyttere over hele verden. Norah var flyttet fra Texas til New York City i 1999 efter at have tilbragt to år som jazzklaverstuderende på University of North Texas. Mens hun spillede jazzkoncerter på restauranter rundt om i byen, mødte Norah også en kreds af singer-songwriters, herunder Jesse Harris og Richard Julian, som ofte spillede på Living Room på Lower East Side og inspirerede hende til at udvide de kreative veje, hun en dag måske ville tage.

På Norahs 21-års fødselsdag hørte EMI Publishing-medarbejderen Shell White hende optræde til en jazzbrunch og arrangerede et møde med Blue Note-præsident Bruce Lundvall. En måned senere var Norah på Lundvalls kontor og spillede sin demo-cd med 3 sange for ham, som indeholdt to jazzsange: "Walkin' My Baby Back Home" og en bemærkelsesværdigt selvsikker version af standardnumren "Spring Can Really Hang You Up The Most", som Norah havde indspillet i sit bandlokale på high school, hvor hun akkompagnerede sig selv på klaver. Den sidste sang på CD'en var en af ​​Harris', der lænede sig mere op ad en singer-songwriter-retning med Harris på akustisk guitar og Lee Alexander på bas.

Kort efter skrev Lundvall kontrakt med Norah på en demo, og da hun gik i pladestudiet, havde hun besluttet sig for primært at fokusere på nye originaler skrevet af Harris, Alexander og hende selv. "Den allerførste sang, vi lavede i de sessioner, var en af ​​Jesse', der hed 'Don't Know Why', som vi endnu ikke havde spillet live," husker Norah i den nye samlings liner notes. "Vi fik det i første forsøg, og det føltes bare fantastisk, en af ​​de magiske, nemme takes. Da vi gik tilbage ind i kontrolrummet for at lytte, var [tekniker] Jay [Newland] overlykkelig. Det styrkede virkelig min selvtillid resten af ​​sessionen og satte tonen for, hvad vi gik efter. Når alt var sagt og gjort, var det denne version, der endte på den endelige plade, kun med nogle få harmonier og en dobbeltguitar tilføjet."

Lundvall elskede det, han hørte, og skrev kontrakt med Norah som Blue Note-kunstner, og hun begyndte at forberede sig på at indspille sit debutalbum. "Cassandra Wilsons New Moon Daughter havde været et af mine yndlingsalbum og var en stor inspiration til den slags plade, jeg ville lave," skriver Norah. "Da jeg elskede instrumentvalgene (smukke slide- og akustiske guitarer) og produktionen, spurgte jeg Bruce, om jeg kunne mødes med Craig Street, som producerede den. Craig og jeg mødtes et par gange og kom rigtig godt ud af det med hinanden. Han kunne lide demoerne og sagde, at vi skulle udgive dem som pladen eller bruge de fleste af dem, men jeg var virkelig spændt på at udforske en lidt anderledes stemning, en jeg vidste, han kunne hjælpe mig med at finde."

Norah og Street tog ind i Allaire Studios nær Woodstock i det nordlige New York med nogle af hendes yndlingsmusikere, herunder Bill Frisell og Kevin Breit på guitarer, Brian Blade og Kenny Wollesen på trommer, Rob Burger på harmonika og orgel og Alexander på bas. "Næsten alt, hvad vi indspillede, føltes specielt. Vi genindspillede de fleste af sangene fra demoerne for at se, hvor vi ellers kunne tage dem hen," husker Norah. Men under mixsessionen begyndte Norah at sætte spørgsmålstegn ved, om de var gået for langt med nogle af sangene, og hun spekulerede på, om Street havde haft ret i demoernes styrke.

Efter at have leveret Allaire-mixene til Blue Note, kom Lundvall til den samme konklusion, at de nye indspilninger havde afveget for langt fra det, der var så specielt ved demoerne. Det blev besluttet, at Norah skulle gå tilbage i studiet for at starte forfra med Arif Mardin som producer. De endte med at beholde tre sange fra Allaire-sessionerne ("Seven Years", "Feelin' The Same Way" og "The Long Day Is Over"), to fra demosessionerne ("Don't Know Why" og "Turn Me On"), og indspillede ni yderligere sange, der var tættere på demoernes ånd. Det resulterende album blev til Come Away With Me.

Nu, 20 år senere, besluttede Norah at udgive Allaire-versionen af ​​albummet. "Det har været lidt som en tidsrejse til et alternativt univers på albummet, som ingen nogensinde har hørt," siger hun. "Da jeg henvendte mig til Craig for at fortælle ham om det, foreslog han, at vi bad Tony Maserati om at 'balancere' indspilningerne. Dette bragte min vokal mere frem, og jeg kan endelig høre mit lille 22-årige jeg prøve nye ting og passe fint ind i musikken omkring mig. At genbesøge disse sessioner efter kun at have lyttet til dem én gang i de sidste 20 år har været en dejlig overraskelse. Jeg er så glad for endelig at genforenes med Craig og få en chance for at afslutte det, vi startede sammen. Jeg lærte meget af ham, og jeg tænker altid på den tid oppe i staten som en slags drømmende fantasi, og jeg får stadig den følelse, når jeg lytter til disse indspilninger."

Mens Norah reflekterer over Come Away With Me, siger hun: "Jeg var utrolig stolt af dette album og så taknemmelig for alle, der lavede det med mig... Jeg tænkte, at det var et godt første forsøg og følte, at det virkelig fangede, hvem jeg var - musikalsk - på det tidspunkt, hvilket gjorde mig den stolteste, og det er alt, hvad man virkelig kan håbe på, når man laver en plade. Til sidst var jeg..." Så taknemmelig for, at jeg fik mulighed for at udforske et par forskellige veje, før jeg samlede dem alle. Ingen, inklusive pladeselskabet, havde nogen anelse om, at det ville blive så succesfuldt. Jeg er evigt taknemmelig for Bruce og det helt særlige team hos Blue Note for at give mig chancen for at finde min lyd gennem det hele og for aldrig at fortælle mig, hvem jeg skulle være.”