Pacific Breeze: Japansk bypop -AOR & Boogie 1976-1986

Pacific Breezedokumenterer Japans eksplosion op i stratosfæren. I 1960'erne havde nationen opnået et efterkrigsmirakel og steg til at blive verdens næststørste økonomi. Blomstrende teknologieksport sendte The Rising Sun over månen. Dens lommekassettebåndoptagere, bippende videospil og skinnende biler boomede verden over, bragte fornøjelsespoint og pumpede japanske lommer fulde af yen.

Japans økonomiske opdrift gennemsyrede også dens populærkultur og fødte en lydanalog kaldet City Pop. Denne nye lyd opstod i midten af ​​70'erne og herskede gennem 80'erne og kanaliserede landets moderne psyke. Det var sofistikeret musik, der afspejlede Japans punch-berusede velstand. City Pop var indbegrebet af æraen og gav et soundtrack til nye byboere. En optimistisk ånd summede gennem musikken i neonbadede, florlette tableauer dækket af groove-tunge strøg.

Pacific Breezeer en ekspertsammensat samling af udvalgte numre, der spænder fra silkebløde grooves til innovative techno pop bangers og alt derimellem. Denne musik, der længe har været elsket af både kassegravere og eventyrlystne musikelskere, er aldrig blevet udgivet uden for Japan før nu. Med nøglekunstnere som Taeko Ohnuki og Minako Yoshida, samt kultfavoritterne Hitomi Tohyama og Hiroshi Sato, indeholder den længe ventede udgivelse også et nyligt bestilt covermaleri af den Tokyo-baserede kunstner Hiroshi Nagai, hvis ikoniske billeder af resortliv har prydet coveret på mange klassiske City Pop-albums fra 1980'erne.

Mange af de vigtigste City Pop-musikere udviklede sig fra den japanske New Music-scene i begyndelsen af ​​70'erne, som det kan høres på Light In The Attics roste Even a Tree Can Shed Tears: Japanese Folk & Rock 1969-1973, den første udgivelse i den igangværende Japan Archival Series. Faktisk kan man sige, at City Pop satte sejl med et champagne-hit fra Happy End, de utroligt talentfulde subversive bands, der blandt andet inkluderede Haruomi Hosono og Shigeru Suzuki, som begge var med på denne samling. Som Michael K. Bourdaghs bemærkede i sin bog, *Sayonara Amerika, Sayonara Nippon*, var denne musik en "Dekonstruering af linjen mellem imitation og autenticitet". Nogle af de bedste City Pop-hits i denne zone – easy listening med mutant exotica, vippet techno-pop og dampende boogie, der bobler under glansen.