Radiohead - Kid A

I kølvandet på OK Computer blev det taget for givet blandt seriøse rockfans i alle aldre, at Radiohead ikke blot reddede rocken fra sig selv, men banede vejen for fremtiden. Stor ros, men i betragtning af rockens statiske natur i sidste halvdel af 90'erne var det let at se, hvorfor fans og kritikere ivrigt satte deres håb på det ene store rockband, der ønskede at flytte grænserne for sin kreativitet uden at prale eller lefle. Skræmmende forventninger for alle, selv for et band, der var ivrigt efter at møde dem, så det er ikke så underligt, at Kid A var så svær at fuldføre. Radioheads kreative gennembrud kom, da bandet omfavnede electronica - hvilket næsten var en kliché? i slutningen af ​​90'erne, hvor alle fra U2 til Rickie Lee Jones prøvede triphop eller techno. Forskellen er, at den helhjertede konvertering på Kid A passer, da OK Computer allerede havde flirtet med electronica og dens kølige fornemmelse. Plus, i stedet for blot at tilføje klubbeats eller soniske collageteknikker, stræbte Radiohead efter den foruroligende "intelligente techno"-lyd fra Autechre og Aphex Twin, med sprællevende beats og stilfuldt mørke soniske overflader. Til deres enorme ros lyder Radiohead ikke som carpetbaggers, fordi de deler det samme post-postmoderne udsigtspunkt som deres inspirationer. Som det måske sømmer sig for et album, der er køligt, selvbevidst fremmedgørende, tager Kid A tid til at udfolde sig; flere afspilninger er nødvendige bare for at skelne musikkens form, for at få styr på stille, drivende, minimalt arrangerede sange uden hooks. Denne vægtning af tekstur, denne afhængighed af elliptiske sange, betyder, at Kid A let er det mest succesfulde electronica-album fra et rockband: det lyder ikke engang som et rockbands værk, selvom det lyder som Radiohead.

UPC: 634904078201