Rihanna - Uden undskyldning

I 2012, præcis til tiden, udgav Rihanna sit fjerde årlige novemberalbum. Sangerinden tog en anden vej med førstesinglen. Hun valgte ikke en dramatisk ballade som "Russian Roulette" eller et stort dansenummer som "Only Girl (In the World)" og "We Found Love". I stedet gik prioriteten til en midtempo popballade, "Diamonds" - som i "We're like diamonds in the sky" (snarere end stjerner i en mine), en simpel og effektiv, let i betydningen, men massiv i lyden, kvasi-processionel. Selv med dette temposkift var muligheden for, at det signalerede et generelt retningsskift, lille. Unapologetic er ikke kun lige så varieret som Rihannas tidligere albums - det er endnu en rettidig opfriskning af moderne popmusik - men det er også lidt mere udforskende og meget dybere. I forlængelse af den tendens, der begyndte på Rated R, er Rihanna bedst, når hun praler. Dette gælder også for "Pour It Up", et karakteristisk køligt og boomende Mike Will-samarbejde, der lige så godt kunne være en efterfølger til "Bandz a Make Her Dance", producerens hit med Juicy J. Indhyllet i en rolig hån er Rihannas trashtalk noget helt særligt. Øjeblikke som dette er så overbevisende, at de få sange, der er lige så almindelige som alle andre – med undtagelse af den massive, bragende og klagende powerballade "What Now" – ikke lyder særlig naturlige. To af albummets mest spændende, kontrasterende og ikke-så-almindelige numre optræder efter hinanden i den sidste halvdel. Begge blev skrevet og produceret af Terius "The-Dream" Nash og Carlos "Los" McKinney. "Nobody's Business", krydret med elementer fra Michael Jacksons "The Way You Make Me Feel", er en strålende, om end noget krigerisk, discohouse-duet med Chris Brown. Rihannas partner frier til at kysse i en Lexus, inden hun erklærer, at forholdet "ikke vedrører nogen". Festen efterfølges af "Love Without Tragedy/Mother Mary", sammenflettede sange med et bredt teatralsk spektrum, der minder om The-Dreams eget "Nikki, Pt. 2/Abyss". Over en svulmende og vigende produktion med ekkoer af Kim Carnes' "Bette Davis' Eyes" sørger Rihanna ("Felt like love struck me in the night/I pray that love don't strike twice"), tilstår derefter ("Mother Mary, I sword I wanna change") og overgiver sig derefter ("I'm prepared to die in the moment"). Måske burde ingen læse noget i det. Det samme kunne siges om "No Love Allowed", som kommer lidt senere. Selv med et fængslende, trommeløst reggae-groove er det svært at høre linjer som "Your love hit me to the core" og "It's so foolish how you keep me wanting more" og tro, at hun har det fint og kunne synge om hvem som helst. Selvom dette er et fint, om end ujævnt album, er den eneste måde at nyde en betydelig del af det på ved at tage det som ren underholdning. Held og lykke. ~ Andy Kellman