The Nothing - En kort historie om forfald (Eksklusiv indie-vinyl på orange og gul)

Nothing har altid været regelbrydere. Shoegaze-renegader

som har genopbygget den stereotype letvægtsgenre i deres eget blodtørstige amerikanske image. Fredløse digtere, der udøser eksistentiel frygt på kilometervide lærreder af fuzz og rumklang. Nothing, der begyndte som et Philly-født soveværelses-soloprojekt i 2010, har altid fanget den fulde skala af den menneskelige tilstand, både den hylende vrede og den hviskende tristhed. "A Short History of Decay", Nothings femte soloalbum og det første for Run For Cover Records, udvider denne åbning yderligere og leverer den mest hi-def-gengivelse af Nothing til dato. Bandet har aldrig lydt så kolossalt, aldrig følt sig så intimt, aldrig været så ærligt. Med det stærkeste arsenal i Nothing's evigt skiftende besætning låst fast - guitarist Doyle Martin (Cloakroom), bassist Bobb Bruno (Best Coast), trommeslager Zachary Jones (MSC, Manslaughter 777) og tredje guitarist Cam Smith (Ladder To God, også fra Cloakroom) - vidste sanger-sangskriveren Domenic "Nicky" Palermo, at han havde mandskabet til at lave bandets hidtil mest ambitiøse plade. Albummet, der er skrevet og produceret i samarbejde med Whirr-guitaristen Nicholas Bassett, og med yderligere produktions- og mixningsarbejde fra Sonny Diperri (DIIV, Julie), er "en kort historie om forfald" det mest udviklede musikalske udsagn i Nothing's katalog. Sange som "Cannibal World" og "Toothless Coal" er katastrofale udslæt af mekaniseret industrielt blik, der lyder som My Bloody Valentine - bare mere ekstreme. I den anden ende af spektret kan den udsmykkede, dystre "Purple Strings" prale af et smukt strygerarrangement, der inkluderer harpisten  - og to gange bidragyder til Nothing - Mary Lattimore. Denne barokke delikatesse gennemsyrer en kort historie om forfald og fremhæver især "The Rain Don't Care", en melodiøs ballade, der kanaliserer den slidte elegance fra Mojave 3, og også "Nerve Scales", en patrerende bop, der ligner Radiohead i sit ægteskab af overjordisk atmosfære og dødelig præcision. Palermo kalder den nye plade "et sidste kapitel". Ikke slutningen på Nothing, men afslutningen på en historie, der begyndte med Nothing's debut fra 2014, Guilty of Everything - endnu et album om tid, fortrydelse og at konfrontere ubehagelige sandheder - og som nu afsluttes med en kort historie om forfald. Lige så meget et øjebliksbillede af Palermos fortid, som det er et spring ind i Nothing's fremtid.