The Tubs - Hard Life (Naturlig med blå og gul hvirvelvinyl)

Da de ankom til USA til The Tubs' første turné i landet, fortalte forsanger Owen Williams til The New Yorker: "Vi er her for at forene landet. Vi kommer, ligesom, tre gange. På det tidspunkt tror jeg, at dette sted vil begynde at hele." Så, med glæde, gjorde de netop det, hoppede ind i en varevogn og krydsede staterne og bragte deres litterære, triste, verdensvante highwire-nummer til masserne, da der var mest brug for det. The Tubs har aldrig manglet ambitioner - på Hard Life er det deres mål at komplicere Tub-ullar-oplevelsen. Efter at have perfektioneret deres kemi på tværs af to tidligere albums, hundredvis af shows og et stadigt voksende univers af bands tilknyttet Londons Gob Nation Collective (The TSG, Sniffany & The Nits, Spike og Garden Centre), skubber det London-baserede Celtic jangle boyband - Williams (vokal, guitar, keyboards, bas), Dan Lucas (guitar), Taylor Stewart (trommer) og Max Warren (bas) - sig længere ind i det glitrende hjerte af virtuos indierock. De får selskab af hyppige samarbejdspartnere Lan McArdle (vokal), George Nicholls (guitar) og Rachel Kenedy (keyboards), som alle har kredset om forskellige Tubs-nærliggende værker helt tilbage til Joanna Gruesome, men hemmeligheden bag Hard Lifes frodighed er tilføjelsen af ​​violinisten Chris Haigh, en instruktør og sessionmusiker, der satte et uudsletteligt præg på britisk pop på Steps' "5, 6, 7, 8". Haighs violin afspejler Williams' brug af trilling på vokalmelodier og skygger for ... vokalistens bedrøvede crown som et blåt mærke. På "Stoop to Me", den mest folkelige og klirrende popsang på albummet, komplementerer Haighs licks Williams, når han er mest selvironisk, det skæve smil fra en fyr, der prøver ikke at vise, hvor såret han er i ubesvaret kærlighed. På albumåbneren og titelnummeret "Hard Life" er det sødmen fra de stigende violinlinjer i mixet, der forener hårdheden i Williams' tekster med The Tubs' knytnævepumpende hymner. Den hårde linje, Williams tager her og andre steder på Hard Life, forvirrer yderligere ens idé om en Tubs-sang. Den persona, der er velkendt for lyttere af Cotton Crown og Dead Meat - for at citere Williams, "navlebeskuelse over romantisk afsky, Londons elendighed og sorgens og OCD's ydmygelser" - er stadig til stede, men det er også en anden stemme, mere stålsat og erfaren. "Den anden persona har ikke meget tid til den første," forklarer Williams, "og plager ham ofte for hans selvforkælelse og umodenhed; nogle gange retfærdigt, nogle gange uretfærdigt." Det er skælduderen, der indtager scenen på leadsinglen "Who’s Gonna Love You Now?". Hans spørgsmål, fra titelnummeret til mere konkrete bekymringer som "Hvem skal betale huslejen?", eksisterer i en hånlig modstand mod ideer som at flytte til byen og virkelig begynde at leve. Selvom Williams spiller på pedalerne, er sangen en raver, guitarer der runger ud over en orgeloplyst horisont. "It’s your life," synger Williams, og livet, der kurrerer under ham, lyder usædvanligt ivrigt. Han ville ikke have megen sympati for den forelskede Williams fra "If You Don't Love Me" - pokker, hele hans eksistens virker som en advarsel om, at de romantiske forviklinger, man oplever, når man er ung, vil ende i ensomhed, fiasko og en indbakke fyldt med ulæste Substacks. På Hard Life diskuterer disse stemmer, plager hinanden, smelter sammen og går i stykker, nogle gange i løbet af en enkelt sang. De er to sider af samme sag, mennesker, der har oplevet sorg, skuffelse, fortrydelse og skam, og som kommer ud af vraget som forandrede mænd. "Jeg er interesseret i, hvordan sympati og tålmodighed for en, der lider, altid til sidst slipper op," siger Williams. "Hvordan dette kan være en god og befriende ting såvel som en trist og brutal ting. Men for det meste er de bare popsange." Udsøgte, uimodståelige popsange. Drej dem, indtil helingen starter, og drej dem derefter igen.