Ulveparade - Græd Græd Græd

De svævende omkvæd, medrivende hymner, spredte guitarer og kaotiske keyboards, der udgør Wolf Parade, er stolt udstillet i løbet afCry Cry Cry, bandets tordnende første album i syv år.

Den unikke kombination af lyde og påvirkninger, anført af de elektriske medforsangere Spencer Krug og Dan Boeckner - en kompleks, men relaterbar, energisk blanding af glam, prog, synth-rock og tilfredsstillende ubehag - hjalp med at definere 2000'ernes indierock med tre kritikerroste albums og drev en voksende Wolf Parade-fandom frem, selv efter at bandet tog en dengang ubestemt pause i 2010.

Den kommende tilbagevenden markerer deres første produceret af Pacific Northwest-legenden John Goodmanson (Bikini Kill, Sleater-Kinney, Unwound) i Robert Lang Studios uden for Seattle, og ledsages af et fornyet fokus og kreativiteten hos et band, der tog sig god tid til at komme præcis derhen, hvor de skulle være. Det er også en hjemkomst til Sub Pop, som udgav alle bandets tre tidligere albums.

"Selve bandet er næsten et femte medlem af bandet, noget mere eller i det mindste anderledes end summen af ​​dets dele," siger Krug. "Vi ved ikke, hvem eller hvad der er ansvarlig for vores lyd, det er bare noget, der naturligt og konsekvent kommer fra denne særlige kombination af musikere."

"Da vi var sammen igen, spillede jeg guitar, skrev og sang på en måde, som jeg kun gør, når jeg er i Wolf Parade," siger Dan Boeckner, der deler de primære tekst- og sangopgaver med Spencer. "Det er bare noget, jeg ikke kan få adgang til uden de andre tre personer i rummet."

I den tid, der var fra hinanden, spredte bandet sig geografisk og fokuserede på familie og andet arbejde – Spencer på sit soloprojekt Moonface, Dan på sine bands Handsome Furs, Operators og Divine Fits (med Spoons Britt Daniel), og Dante De Caro på plader med Carey Mercers Frog Eyes og Blackout Beach. Og den tid gav mulighed for, at et endnu stærkere og tættere band kunne opstå.

Til sidst befandt Spencer, Dante og Arlen sig alle tilbage på den afsidesliggende Vancouver Island, ledsaget af en befolkningstæthed, der var mindre end Alaskas, og den ro, der fører til kreative udstrålinger som et statsstøttet badekarsløb. Med Dan på samme kyst i Nordcalifornien begyndte diskussionerne om at fortsætte, hvor de slap.

"Alle vores albums er altid en reaktion på vores sidste," siger Arlen. "Expo 86(2010) var omtrent så sparsom, som vi kan blive, hvilket normalt stadig er ret tæt, og denne gang ville vi gøre paletten lidt større." Dante tilføjer: "Expovar en rigtig rockplade. Vi knaldede den bare på en måde ud, hvilket ligesom var pointen."Cry Cry Cry er derimod mere bevidst i sine arrangementer og omfavnelse af studieprocessen. "Hvis en del varede for længe, ​​blev den klippet af, ikke sandt?" siger Dan. "Når det er sagt, er der to meget lange sange på pladen, og jeg tror ikke, det ville være en Wolf Parade-plade, hvis den ikke havde en slags prog-epos."

"Jeg synes faktisk, vi er et bedre band, end vi var, da vi stoppede med at spille musik sammen," siger Arlen. "Lidt mere livserfaring til alle, og folk, der har lavet en masse plader på egen hånd."

Resultatet af denne nye bevidsthed er sange som "Valley Boy", en Bowie-inspireret hymne, som Spencer skrev tekster til, efter Leonard Cohen døde dagen før valget i 2016 ("Radioen har spillet alle dine sange og talt om, hvordan du smuttede op ad trappen, vidste du, at det hele ville gå galt?"). "You're Dreaming", også påvirket af valget og det efterfølgende chok, er drivende, presserende powerpop, der trækker på kunstnere som Tom Petty og det, Dan kalder et af sine "standardsprog" til at skrive musik. Det hvirvlende, synth-tunge crescendo i "Artificial Life" tager fat på kunstneres og udsatte samfunds kamp ("Hvis oversvømmelsen nogensinde skulle komme, vil vi være de sidste i redningsbåden").

Albummet bærer en følelse af oprør, der ikke er uafhængig af Wolf Parades fornyede beslutsomhed om at drive bandet fremad i usikre tider. Velkommen tilCry Cry Cry.

Okay
Lad os kæmpe
Lad os rase mod natten

- "Lazarus Online" (Spencer Krug)