Ulveparade - Ved Mount Zoomer

Indspillet og lydteknikken er trommeslager Arlen Thompson, At Mount Zoomerer Wolf Parades andet album for Sub Pop. Deres første, Apologies to the Queen Mary, udkom i efteråret 2005 og blev beskrevet af Uncutmagasinet som "ofte tiltalende".

Sanger/guitarist Dan Boeckner: "Efter Apologies…skrev vi omkring fire eller fem nye sange, men vi besluttede at kassere dem, fordi de lød for meget som det, vi allerede havde lavet. Vi kunne nemt have lavet en ny Apologies…men hvad ville pointen have været?" I stedet engagerede bandet sig i en periode med eksperimenter og indspillede lange improvisationssessioner i Montreal-kirken, der ejes af The Arcade Fire. Disse numre blev derefter klippet og indsat i diskrete kompositioner. Resultatet er en kompleks matrix af komponenter og moduler, der takket være hvert bandmedlems kollektive indsats aldrig føles anstrengt eller kræsen. Fra de adrætte åbningsmelodier i "Soldier's Grin" til den elleve minutter lange aggro-klagesang i "Kissing the Beehive" overleverer de autoriteten af ​​sangene imellem sig med en forfriskende mangel på ejerskab. HvorApologies…kunne læses som en godmodig, svedig volleyballkamp mellem Boeckner og sanger/keyboardspiller Spencer Krug, viser det nye album bandet som en fuldt koordineret, bevægende front. Dette samarbejde er ikke bare en arbejdsmoral - bandets mange udløbere, sideprojekter og indenlandske foretagender har ført dem hver især langt fra deres hjemmebase i Montreal i længere perioder og komprimeret deres tid som en fungerende enhed. "Det er svært nok at få os alle i det samme rum på samme tid," sagde Krug om bandets tilgang, "så når vi endelig får lov til at skrive sange, er der ikke rigtig tid til, at vores egoer kommer i vejen."

Legionen af ​​skæggede kritikere med sweaterkjoler vil gerne placere dette album under 'Prog Rock', fordi det ikke byder på sukkersøde afvisninger for det kortvarige sæt, men ingen har nogensinde danset til The Lamb Lies Down on Broadway. Det kunne i stedet være denne generations Marquee Moon, eller en indierock Chinese Democracy udgivet tredive år tidligere og tres millioner dollars under budgettet (og ovenikøbet uden cornrows). Det er dog bedre at tænke på det som lyden af ​​et band, der bevæger sig fremad ind i et tykt mørke, med den ene hånd strakt ud, og den anden med et fast greb om fortiden.