Waxahatchee - Cerulean Salt (Blå Vinyl)

Cerulean Blue vinyl, begrænset til 700 enheder! På hendes anden fuldlængdeplade som Waxahatchee er den tidligere P.S. Eliot-sangerinde Katie Crutchfields fængslende hyperpersonlige poesi konstant knusende. Cerulean Salt følger American Weekend -- en samling af minimal akustisk guitarpop skrevet og indspillet på en uge i hendes families hjem i Birmingham. På denne nye plade er Crutchfields sange fortsat præget af hendes skarpe, hookende sangskrivning; hendes slående stemme og tekster, der samtidig virker hyperpersonlige, men ubarmhjertigt relaterbare, og som vakler mellem kærligt nostalgisk og deprimerende mørkt. Men hvor det tematiske fokus i hendes sangværk før var på brud og passiv-aggressiv knusning, reflekterer denne plade over hendes familie og opvækst i Alabama. Hvor American Weekend for det meste bare bestod af Crutchfield og hendes guitar, bliver Cerulean Salt lejlighedsvis forstærket med et fuldt band og high-fi-produktion.

Til tider kryber Cerulean Salt tættere på lyden af ​​PS Eliot: stemningsfuld, 90'er-inspireret rock bakket op af Keith Spencer og Swearin'-guitaristen Kyle Gilbride på trommer og bas. Det fulde band betyder udfyldede, fuzzy leadguitarer på "Coast to Coast", hvor dens poppede hook næsten maskerer dens mørke tekster. Store, forvrængede guitarer og dybe, stabile trommer præger sange som "Misery over Dispute" og "Waiting".
Der er dog masser af American Weekends introspektion og minimalisme at finde. "Blue Pt. II" er strippet ned, Crutchfield og hendes søster Alison synger i harmoni med udtryksløs vokal. Hun er stadig en åben booking, hvor hun overvejer selvtillid versus selvhjulpenhed, forgængelighed versus varighed. "Peace and Quiet" ebber og flyder fra stemningsfulde, minimalistiske vers til et syngende omkvæd. "Swan Dive" tackler nostalgi, forgængelighed, ligegyldighed, fortrydelse - over en minimalistisk klimpren fra en elektrisk guitar, et pivende riff og dobbelttaktet fra en dæmpet tromme. Albummet afsluttes med en hjemsøgende akustisk guitarrefleksion over "You're Damaged", muligvis den bedste Waxahatchee-sang til dato.