Widowspeak - Roser (Kirsebærrød Øko Mix)

Et album kaldet "Roses" ville beskæftige sig med romantiske gestus. På tværs af de ti numre, der udgør den syvende og nyeste Widowspeak-plade, indfanges intime rum og kærlighedens stadier med en nostalgisk, vaseline-belagt linse. Stearinlys brænder i rødt glas, mens elskende kommer tæt på hinanden i en læderbås. Kendissernes portrætbilleder stirrer ned som engle på en restaurant. Andre steder presses nelliker i en sort bog, og dansere trækker hinanden tæt. Widowspeak er et band, der riffer på store følelser uden at være for selvseriøse. Sødmen, ja endda fjolletheden, fra en forlænget limerent fase, der bliver lige så altopslugende som en paperback med frugtkød. Biler og deres chauffører tjener som en måde at tale om medafhængighed på. Og gammel kærlighed slides ind, blød som en gammel t-shirt. Hvis musik på samme tid kan være naturalistisk og noir, mættet og frodig, så er det Widowspeak. De er et band, der ved, hvordan man sætter scenen. Disse sange bruger intime øjeblikke til at tale om dybere hjertesorger: den rastløshed, der er forbundet med den moderne eksistens, at vente på, at noget skal ske. Eller at føle sig på kant med at spille en rolle i dit eget liv. "Roses" er måske den mest romantiske Widowspeak-plade, men den er også den mest dybt realistiske: Scenen er ikke sat med dramatiske tilnærmelser, men med bagtæppet af bagateller og gentagelser af daglige handlinger. Små observationer før, under og efter arbejde: ritualet med at hælde vand op til kunderne, at blive forkølet på din fridag. Dagdrømme om at vinde i lotto, eller måske indse, at du allerede har vundet. Her er kærlighed en måde at tale om, hvad der driver os, og Widowspeak antyder, at det kan være hele pointen. Lyset, der oplyser de mørke hjørner af en dag, et liv. En grund til at fortsætte på trods af den smerte, det kan forårsage. Som titelnummeret lyder: Ikke alle torne vil stikke dig, du føler stadig den første. Og nu gror man ikke roser, fordi den ene stadig gør ondt ... Jeg vil være den ene. Widowspeak er et af de mest produktive og hårdtarbejdende bands, der bobler lige under overfladen. Molly Hamilton og Robert Earl Thomas er kernen i gruppen og dens sangskrivere, og de har finpudset deres lyd over seksten år og et imponerende ensartet katalog. Meget er sket i den tid: for dem, for alle. Som et af mange bands, der er dukket op i en frugtbar musikscene i New York City, startede de med at skifte udstyr mellem spillesteder, der nu er lukket (Glasslands, Cake Shop, 285 Kent, Death By Audio for at nævne nogle få) og deres øvelokale i Monster Island Basement (nu en Trader Joe's). Op- og nedturene i en lang karriere betyder kaotiske perioder som landevejshunde, der trasker gennem Nordamerika, fly-in koncerter til São Paulo eller Guadalajara, afslutter syv ugers europæiske turnéer ... Og så nedetid på flere år imellem, når man overvejer kraften i langsomt at opbygge et værk. Widowspeak er nu et ægtepar, der arbejder dagjob i deres egen lavsæson. Robert er tømrer, Molly servitrice. Måske har tiden givet Widowspeak muligheden for at vokse langsomt; "Roses" er ubeskåret og smukkere af den grund; lidt vild, mens den strækker sin nye vækst i alle retninger. Fra åbningsakkorderne til "The Hook" kan man høre, hvor langt de er kommet: vejen er åben, himlen klarner. Bandet føler sig godt tilpas og tager sig god tid. De indspillede albummet sidste januar på Old Carpet Factory på den græske ø Hydra: et studie i et gammelt hus gemt væk i landsbyens stejle bakker. Der er stille om vinteren, når turisterne alle er taget hjem. De mangeårige turnémedlemmer Willy Muse, John Andrews og Noah Bond fungerer her som musikere. "Roses" blev derefter taget med hjem og langsomt, let pillet ved den, før den blev behændigt mixet af Alex Farrar i Drop of Sun Studios og masteret af Greg Obis i Chicago Mastering. "Roses" er Widowspeak, når det er bedst, og trækker på evigt inspirerede elementer. Der er drømme- og powerpop, lidt Stones, måske nogle Petty, åbne og sløve ballader med klangen af ​​et Lynchian roadhouse-band ... Måske hører du REM, Yo La Tengo eller Cat Power. Lidt Neil Young i Hamiltons referencer til at arbejde på dineren. Bandets magi er stadig og altid samspillet mellem Molly og Robert i deres to hovedroller: hendes sløve, teksturerede stemme og hans viscerale guitarspil. Og som producer indfanger Robert den flygtige magi ved et band, der finder en sang i studiet: noget, der stadig bærer spor af direkteheden i Mollys stemmememoer og demoernes tætte guitar-gobeliner. De grove mærker fra instrumenterne er stadig tydelige, støjen holdes inde. "Kan ikke holde for fast, ellers får jeg ingenting, Som en slik der smelter i din hånd." Da albumafslutningen "Hourglass" overvejer den flygtige natur af noget, hvad som helst, illustrerer den, hvad der er mest sandt ved Widowspeak. I hjertet